Årets Komiker 2017 er fundet

Her til aften er der, traditionen tro, blevet afholdt Zulu Comedy Galla i Operaen i København. Det betyder også at det for 9. gang er blevet tid til at finde ud af hvem der er landets sjoveste person, og finde landets største talent.

De nominerede til prisen som Årets Komiker var i år Rune Klan, Mick Øgendahl, Linda P. og Den Korte Radioavis (Rasmus Bruun og Frederik Cilius).

Årets Komiker 2017 blev…

Vinderen af prisen som Årets Komiker 2017 blev Rasmus Bruun og Frederik Cilius. De to vandt prisen for deres radioprogram “Den Korte Radioavis” der bliver sendt på Radio24syv.

Beskrivelsen af deres nominering lød sådan her:

“Radio24Syvs klenodie, ”Den Korte Radioavis”, med seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og nyhedsredaktør Rasmus Bruun som de primære figurer, har efter rigtig mange danskeres opfattelse status som den sjoveste og mest bidende danske mediesatire, der findes lige nu. Og med god grund!

”Kirsten Birgit er et sandhedsvidne. Hun er sådan en, der siger det, man ikke må sige,” fortæller Frederik Cilius om den standhaftige kvindelige journalist, som han spiller fem gange om ugen direkte på Radio24Syv. Modspillet til Kirsten Birgits mange meninger fås i Rasmus Bruun, der spiller en über-politisk korrekt medjournalist.

De ægte guldkorn findes også ofte i den improviserede ping-pong mellem de to værter, der kæmper om at få den anden part til at ”breake” og grine.”

Det er blot anden gang Årets Komiker er blevet uddelt på baggrund af et radioprogram. Første gang det skete var i 2015 da Christian Fuhlendorff vandt prisen for Gandhi på P3 og hans one man-show “For at gøre en kort historie lang”. I år var det dog udelukkende på baggrund af radioprogrammet af Rasmus og Frederik vandt prisen.

Årets Talent 2017

Udover hovedprisen, skulle Årets Talent også findes. En pris, hvor Danmarks mest lovende komiker for tildelt 100.000 kroner. De nominerede i år var Jacob Taarnhøj, Frederik Rosgaard, Kasper Gross og Mikkel Klint Thorius. 

Vinderen blev Jacob Taarnhøj. Tilbage i 2013 var han “æsel” til ZULU Comedy Galla, men i år fik han prisen som Årets Talent.

ZULU Comedy Galla bliver sendt på TV2 Zulu søndag den 10. september