Anmeldelse af Beach House: Intimitet i drømmende storladenhed

Beach House

Den Grå Hal rungede af menneskemængdens mumlen, inden det amerikanske band Beach House tirsdag aften indtog scenen. Men da tonerne af Levitation åbnede forestillingen, fortiede larmen i den udsolgte sal, og tiden stod stille for en stund.

Beach House er et af de bands, der transcenderer tid og sted. Indhyllet i skinnende stjernehimmel i scenens baggrund begraver Beach House beskueren dybt i et sanseligt samspil af lyd og billede. Tålmodigt bygges lydflade oven på lydflade og graver med hvert lag dybere ind i en fjern, uudforsket afkrog af dit mindekartotek og genkalder oplevelser og følelser, du ikke husker at have haft.

Det er en indadvendt oplevelse at lytte til Beach House live. Som tilhører drager man andetsteds hen i hoved og sind og overgiver sig til det insisterende, hypnoseinducerende lydbillede i en terapeutisk trancetilstand.

Det mærker man også på publikum. Der er bemærkelsesværdigt stille og stor eftertænksomhed under numrene, når bandet tryllebinder med sit drømmende univers. En intimitet i storladenheden er Beach Houses karakteristiske stil, og den overbringes med indestængt sjælfuldhed.

Beach House kan formidle en fjernt fortrængt følelse med stor sårbarhed, når pedaleffekterne pulserer over publikumsmassen. Frontkvinde Victoria Legrand bliver aldrig den store offentlige taler, der bryster sig af sin kontakt til koncertgængerne. Et par numre inde i settet fremstammer Legrand et halvkvalt “You guys are very wonderful”, men den indelukkede, lidt sky scenetilstedeværelse ser man stort på, når bare den musikalske levering trækker tilhøreren tilpas langt ind i Legrands generte livsverden.

Det amerikanske bands udtryk er gennemført. Det drømmende lydlandskab akkompagneres af fantastisk fængende visuals, der tvinger publikum ind i bandets tranceinducerende spindelvæv af spraglede følelser. Tilstedeværelsen er gennemført genert, sensibelt og sart, og sceneshowet er sanseligt stimulerende med kalejdoskopiske kontraster.

Nuvel – der var måske lidt knas med lyden, der savnede lidt stabilitet. Men Beach House gjorde, hvad de skulle. Du finder få mere formfuldende formidlere af lakonisk, larmende intimitet end det amerikanske drømmepopband, der kom ind under huden på Den Grå Hals fremmødte folk.