Anmeldelse: Christopher | Grøn 2017

Han er en af de største musikalske stjerner i vort lille land, og derfor var det da også ventet med spænding hvad den forholdsvis unge sanger ville diske op med på den musikalske menu sådan en lørdag eftermiddag. Først gik det fem mand store band på scenen og “besteg” scenografien. Scenografien er nemlig ligeså skrå som det skæve tårn i Pisa. Efter bandet havde sat sig til rette steg Christopher op gennem scenen bag trommeslageren, til stor jubel for det aarhusianske publikum, der talte mere end 30.000 mennesker.

Igennem hele koncerten udviste Christopher stor professionalisme, glæde og engagement på scenen. Det er tydeligt at mærke at vi har at gøre med en artist der ved hvordan et show skal leveres. Leveret blev der også gjort i Aarhus. Vi fik hits i stride strømme, som fik publikummet helt op og ringe ved flere lejligheder. Specielt er det værd at nævne sangen “First Like”. Sangen der blev opfundet til Natholdet har virkelig gået sin sejrsgang blandt hans fans, som virkelig sang med på sangen. De sang så højt at det virkede til at Christopher helt oprigtigt var glad for det. Og jeg forstår godt hvorfor folk synger med på sangen. Den er sjov, originale, anderledes og viser den humoristiske og selvironiske side som sangeren besidder.

Stort set alle sange fik sat gang i publikum, som både sang og dansede med, og da Christopher spotter en mand med et skilt med teksten “Boller med mig i rugmarken” kan han ikke dy sig for at påpege det og synge lidt af nummeret. Til stor glæde for publikummet.

Og netop det der med til glæde for publikummet er noget af det jeg synes gør Christopher til noget særligt. Hvad end du kan lide hans musik eller ej vil jeg næsten garantere dig at du vil kunne lide at se ham live (medmindre du virkelig ikke kan lide ham). Han formår som få andre at skabe et nærvær mellem artist og publikum, så hans koncert mere bliver en sammenfletning mellem artist og publikum, hvor publikum er en del af showet, og ikke blot er statister i artisten optræden. Christopher anerkender og ser sit publikum. Det betyder altså meget for fans af Christopher at de føler han ser dem, og det er nok også en af grundene til hans store succes.

Christopher var på scenen afslappet, behagelig, professionel og sjov. Han levere et knivskarpt show, hvor der stadig er plads til noget så dansk som hygge. Han formår også at få publikum til virkelig at bruge munden til andet end at bunde øl. Når jeg kiggede rundt blandt publikum så jeg kun glade, dansende og positive folk der virkede til at nyde koncerten.

Christopher kan noget, uden tvivl. Han har en flot stemme, og laver god, catchy musik der får folk op af stolene. Han er kæmpe stor i Danmark og i Asien, og jeg regner da stærkt med at Christopher også snart får succes i resten af Europa og Amerika. Det burde han. Opskriften er klar, og han er klar. Han har efter 3 album et bagkatalog der allerede har sikret ham en plads i Toppen af Poppen, hvis han nu har lyst til det engang. Han er som født på en scene, og formår, som nævnt tidligere, som få andre være nærværende med sit publikum.

Christopher er en vaskeægte verdensstjerne, der ikke er verdensstjerne endnu. Men lurpak mig om det ikke kommer på et tidspunkt. Som man siger “Alt godt kommer til den der venter”.