Foto: Pressefoto

Anmeldelse: Dunkirk

M.M.

Læserne

torsdag d. 20. juli 2017 kl. 12:14 af: M.M.

‘Dunkirk’ er den første spillefilm fra Christopher Nolan siden Interstellar fra 2014. ‘Dunkirk’ er første gang den erfarne og anerkendte instruktør laver en film der ikke er 100% fiktion. Filmen handler nemlig om ‘Slaget ved Dunkerque’ hvor 400.000 soldater skulle evakueres fra stranden i Dunkerque fordi tyske soldater havde omringet dem.

En ting man hurtigt bider mærke i når man ser denne film er hvor neutral den er. Alle de karakterer vi følger i filmen følger vi med begrænset viden om dem. Vi får ikke præsenteret en dyb, nærgående og sentimental baggrundshistorie for dem som får os enten til at holde af dem eller hade dem. De indtryk vi får af karaktererne er nogle vi selv skal danne os ud for de, forholdsvis sparsomme, samtaler de har med hinanden. I løbet af filmen bliver vi heller ikke en eneste gang præsenteret for dem der bekæmper de britiske, franske og belgiske soldater. Vi får aldrig præsenteret fjenden, og vi hører aldrig om fjenden eller ser dem angribe. Vi hører dem kun angribe når skud og bomber rammer de karakterer vi følger i historien. Det er en anderledes tilgang til krigsfilm jeg ikke har oplevet før, men som giver en helt anden og meget intens oplevelse af filmen.

dunkirk2

I filmen følger vi tre historier, nemlig den om den unge soldat Tommy (spillet af Fionn Whitehead, som aldrig har medvirket i en spillefilm før). Vi følger hans kamp for at blive evakueret væk fra stranden i Dunkerque, men det er ikke nemt når 399.999 andre også gerne vil væk. Derudover følger vi også de to piloter Farrier (Tom Hardy) og Collins (Jack Loweden). Vi ser deres forsøg på hele tiden på sørger for fred over vandet, så soldaterne på stranden ikke bliver beskudt alt for meget fra luften. Sidste historier vi følger er Mr. Dawson (Mark Rylance) som sejler mod Dunkerque da militæret beder de frivillige om hjælp.

Historien bliver talt over 3 forskellige tidsperioder. 1 uge på stranden, 24 timer på vandet og 1 time i luften. I løbet af filmen smelter de tre tidsperioder dog sammen på meget elegant vis.

Filmen er en meget ordknap fornøjelse. Der bliver ikke sagt meget igennem filmen, og det er med til at styrke den intensitet man oplever gennem hele filmen. Christopher Nolan har med denne film formået at lave en krigsfilm som fortælle dramaet og følelserne uden at vise vilde og dramatiske scener med døde folk.

Han fortæller en historie. Ikke blot en historie om krig og ‘Slaget ved Dunkerque’. Han fortæller en historie om mod, uselviskhed og sammenhold. En historie hvor man i forvejen kender resultatet, men alligevel bliver overrasket flere gange af den måde Christopher Nolan fortæller historien på.

At han vælger at fortælle filmen så ordløst og så forholdsvis fredeligt i forhold til andre film gør virkelig filmen intens. Man sidder hele tiden på kanten af sædet og venter på hvad det næste der sker er. Man lever sig virkelig ind i filmen, ind i historien og ind i de her soldaters kamp og følelser. Det føles som om man selv er der.

Du bekymrer dig for soldaterne, for piloterne og de civile. Du ved det vil lykkedes de fleste at komme væk og klarer den. Du kender slutningen, men alligevel er du på mærkerne når fjenden nærmer sig. Du vil have de skal lykkedes med at slippe væk, og du glæder dig når de gør.

Mange af de følelser man får undervejs i filmen kan tilskrives det fænomenale lyddesign og musik i denne film. Lyddesign og musik er virkelig velproduceret og det akkompagnere rigtig godt billederne og stemning i filmen. Hans Zimmer musik hæver virkelig filmen til et niveau hvor man under de 106 minutter filmen varer glemmer tid og sted og er til stede i filmen, næsten som en del af den.

dunkirk3

‘Dunkirk’ er virkelig en mesterlig krigsfilm, og viser til fulde hvad Christopher Nolan rummer og kan. Han kunne have valgt den sikre vej og lave endnu en fiktionsfilm, som han er så god til og har fået så meget succes med. Han valgte dog at lave en film som er bygget på sande begivenheder. Et modigt træk som instruktøren klarer aldeles flot og imponerende.

Sjældent har jeg oplevet så en intens oplevelse af den film, som jeg havde under denne film. Når du sidder i biografmørket så mærker du filmen. Du mærker kampen, intensiteten og nærværet.

‘400.000 mænd kunne ikke komme hjem. Så hjem kom til dem.’ Sådan lød en beskrivelse af filmen fra en plakat til filmen. Dette citat beskriver filmen rigtig godt, og når du har set filmen så står det citat som mod og uselviskhed.

Jeg tøver ikke et sekund med at kalde ‘Dunkrik’ et mesterværk. Det er klart den bedste krigsfilm jeg har set. Nolan har i denne film virkelig formået at lade følelserne og handlingerne tale. Det er så stærkt og intenst at du efter filmen er slut virkelig mærker filmen. Jeg siger bravo til Nolan, og vil allerede nu ønske ham tillykke med de mange Oscar nomineringer denne film helt naturligt vil få. Fortjen vel og mærke.

Skriv et svar