Anmeldelse: Flot musikalsk Morricone hyldest med forstyrrende opsætning

Ennio Morricone er måske ikke et navn man tænker at kende, men når tonerene lyder er vi alle tilbage i en spagettiwestern. Med sine 89 år og stadig aktiv har han leveret 500 værker til film og TV og komponeret over 100 personlige værker.

Et alsidigt, udforskende og fortællende lydbillede der har sat sit præg på filmmusikken. Det resulterede i en æres Oscar i 2007. Der skulle dog gå 60 år før han vandt sin første Oscar for musikken til ‘Hateful Eight’ i 2016. Det er med andre ord svært at komme uden om den Italienske komponist.

Marco Seco tog, med sine mere end 100 musikere og sangere, os med på en rejse igennem et halvt århundrede fra den ‘Den gode, den onde og den grusomme’ til ‘Django Unchained’. En veludført fremførelse af de velkendte melodier.

Det skinnede fra orkestret af de nød at spille under Marco Soco’s dansende pind. Med en anerkendelse fra begge parter galoperede vi ud på prærien, krummede tær og ramtes af fortryllelsen fra filmen ‘Mine aftener i Paradis’.

Der var håndplukket en dejlig buket af Morricone’s bedste værker, som var sammensat i blide temposkift. Med en afslappethed indtog de scenen og lod solisterne leve i lyset med resten af orkestret.

Under koncerten blev der vist video fra de film man hørte musikken til. Der var ingen konsekvens i videoerne, nogle var animereede, andre var originale klip fra filmende og andre fra en billedesekvens, En rodet affære der tog opmærksomhed fra musikken.

Video og musik var ikke i flow med hinanden, hvilket var med til at gøre at det blev mere rodet. Det faldt helt til jorden da der blev vist tekst, man også skulle forholde sig til under to af numrene. Det blev derfor en forstyrende oplevelse, hvor man brugte for meget energi på at lytte aktivt til koncerten i stedet for blot at nyde musikken.

Denne søndag aften var vi vidner til en flot musikalsk hyldest af Morricone, der blev spillet af et engageret, livligt og velforberedt orkester.  

Helt magisk blev det dog aldrig på grund af den rodede sammenfletning mellem musik og video, der tog for meget fokus væk fra selve musikken. Videodelen skulle have været bedre integreret i showet, og så havde den samlede oplevelse været mere komplet.

En stor ros skal dog gå til orkestret, der var meget velspillende denne aften i Operaen i København.