Anmeldelse af Liima: Pragtfuld performativitet

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)

Badet i blodrødt lys byggede den insisterende synthesizer sig op og forplantede sig til publikums brystkasse. Som forstenede stod de fire folk fra Liima og stirrede stift ud over scenen. Stille og roligt fandt de sig til rette på deres pladser og pustede mere lyd i det hypnotiserende åbningsnummer, der kastede lytteren ind i Liimas drømmende lydlandskab.

Lørdag aften var en stor triumf for den dansk-finske konstellation, der udgør lineup’et i Liima. Bandet fortryllede de fremmødte folk på Atlas og leverede en både legende og stærkt levende liveoptræden.

Det er sjældent, at studieproduktioner lyder lige så godt live, som de gør på albumudgivelser. Lørdag aften lød Liima dog næsten bedre live. Deres lyd var om end muligt mere sprudlende og spraglet, og man nød det opslugende univers ud i selv de fjerneste afkroge af arrangementerne.

Forsanger Casper Clausens stemme er hjemsøgende skinbarlig og sårbar, når han i smuk symbiose med Liimas legende lydkulisse krænger sin sjæl ud. Det er samtidig vidunderligt at opleve et band, der virkelig nyder at stå på scenen sammen og helt åbenlyst har det herligt, når de optræder.

Bassist Rasmus Stolberg havde inden koncerten udtalt sig til Atlas’ egen hjemmeside og blandt andet sagt følgende: ”På denne tour er vores fokus mere koncerten som en helhed og et værk, og det er og har været vildt sjovt at udvikle dette på touren. Når vi rammer Atlas, er det afslutningen på en to uger lang nordisk tour, og jeg håber, at det bliver både smukt og festligt.”

Helheden var til at tage at føle på under lørdagens koncert. Performativiteten var pragtfuld og prægede hele oplevelsen: lige fra bandmedlemmernes stillestående, forstenede facon før første nummer til et af koncertens højdepunkter, hvor trommeslager Tatu Rönkkö kom ned på gulvet blandt publikum og forvandlede den forreste olietønde – med efterladte ølglas – til sit foretrukne slaginstrument. Han viste stor virtuositet, og bandet viste stor vilje til at udfordre det fremmødte publikum med overraskelser.

Overrasket blev publikum også, da frontmand Casper Clausen under ekstranummeret Amerika – efter at have forladt scenen – sneg sig ind på publikum bagfra og snoede sig syngende op igennem menneskemængden. Det skabte en enormt intens oplevelse som beskuer, og det er den slags performativitet, der gør det til en mindeværdig koncertoplevelse. Disse påfund skiller sig ud og skaber scener, man tager med sig hjem.

Liima forstår sig på at inkorporere dramatiske elementer i deres optræden, der konstant formår at forny fokusset for oplevelsen. De mestrer de dramatiske kunstpauser, der får publikum til at hænge på hvert et ytret ord og lader dem vente i spænding på det næste.

Og hvor var det dog skønt at se denne koncert på netop Atlas. Det er et superfedt spillested, fordi du som tilskuer altid er tæt på scenen stort set ligegyldigt, hvor du står. Atmosfæren er deraf altid intim og oplevelsen ofte større. Absolut ét af de bedste steder at gå til koncert i Aarhus.

Liima nåede at lægge vejen forbi Aarhus på deres sidste aften i Nordeuropa, og det bør det aarhusianske publikum være taknemmelig for. Afslutningsvis blev der bukket triumferende, men behersket til ABBA’s The Winner Takes It All, der kun var passende, da bandet havde berøvet folk for deres hjerter. En kæmpestor anbefaling skal lyde til Liima hen mod sommerens festivalsæson, hvor de indtil nu dog kun er offentliggjort på Haven Festival i augustmåned.

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)
Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)