Pete Doherty på Train: Giv dig hen til kaosset

Der findes få mennesker med en aura så stor som Pete Doherty, når den engelske musiker træder ind på scenen. Derfor var det også et småmagisk øjeblik, da den sagnomspundne frontmand indtog scenen på Train torsdag aften. Bare det at manden stadig er i live efter nogle seriøse substansproblemer er et mindre mirakel. Her stod han så pludselig i Aarhus få dage efter hans 39- årsfødselsdag.

Pete så næsten lige så slidt ud som altid. Blazeren og skjorten var nydelig, men håret var tilpas fedtet til, at man kunne forledes til at tro, at manden ikke havde været i bad gennem hele tourperioden.

Da han så også kom lidt vaklende ud til de første tre-fire numre, blev anelserne bange. Man nåede at frygte, at Pete havde fået lidt for mange flasker, før han indtog scenen.

Og ja – den kære, karismatiske mand havde måske fået en enkelt over tørsten, og plastikkrus efter plastikkrus af noget giftigt udseende stads, der mest af alt lignede en god gang Bloody Mary, blev skyllet ned i forbifarten. Festlig skal han ikke beskyldes for ikke at være.

De første få numre var en halvflad fornemmelse. Pete Doherty og bandmedlemmerne fra Puta Madres lagde ud med I Don’t Love Anyone (but You’re Not Just Anyone), Last of the English Roses og Kolly Kibber, og så havde de ligesom lynhurtigt og lettere lunkent tæsket sig igennem nogle af højdepunkterne fra Petes solomateriale.

Men derefter var det som om, at aftenens hovedperson livede op. Aftenens første Libertinesnummer blev leveret, og Doherty krængede smertefuldt sjælen ud til You’re My Waterloo. Sangens åbningsstrofe ‘You’ll never fumigate the demons no matter how much you smoke‘ stod i skarp kontrast til den småpåvirkede forsanger på scenen og var enormt sigende for Pete Dohertys livshistorie. Indlevelsen var skøn og skrøbeligheden stor.

“I never lost control, cause I never had control,” proklamerede Pete selv fra scenen undervejs. Og det var i virkeligheden ganske sigende for hele oplevelsen. Det var en kaotisk koncert, men alt, man kunne gøre, var at overgive og hengive sig til kaosset. Det hele var lidt staccato og stærkt præget af Peter Dohertys luner. Det var bestemt ikke en koncert med det mest formfuldendte flow, men det var ligesom en del af oplevelsen. Lyden syntes sgu også lidt svingende og efterlod til tider noget at ønske, men vi tog det hele med. Med Pete Doherty forventer man nærmere autenticitet end fuldkommenhed, og den var upåklagelig.

Det var sjovt at observere, hvordan bandmedlemmerne til tider nærmest syntes at nurse Doherty gennem showet, når det var nødvendigt. De viste ham den kærlighed, han måske ikke altid selv lykkedes med at aktivere publikum til.

Dynamikken musikerne imellem var deraf noget speciel. Kærligheden var tydelig, men idet frontmanden fik lov til at gøre, lige hvad der passede ham, blev det ikke uventet et til tider ufokuseret og forunderligt anderledes set. Dohertys impulsive indslag reducerede regelmæssigt det resterende band til en blanding af forundrede og beundrende tilskuere – ligesom alle os andre blandt menneskemængden.

Særligt når frontmanden selv greb guitaren blev energien dog god. The Whole World Is Our Playground og Hell To Pay At the Gates Of Heaven blev leveret med stor overbevisning og styrke.

Efter knap halvanden time gik en godt bedugget og begyndende irritabel Pete Doherty af efter at have brændt en bredside af mod en pige blandt publikum: “Oiii, blondie! Shooosh!” Han blev næsten hevet af scenen af sine søde, småoverbærende bandmedlemmer. Det var en noget brat afslutning, men hvad havde man egentlig ellers forventet med en frontmand som ham?

Publikum havde dog ikke fået nok. De blev stædigt stående, klappede taktfast og trampede i gulvet. Først kom guitarist og violinist ind og leverede en rolig fortolkning af Libertines’ Don’t Look Back Into The Sun, inden hovedpersonen selv endelig kom ud og sluttede sig til løjerne.

Ekstranumrene bød blandt andet på The Velvet Undergrounds Ride Into The Sun krydret med karaoke-udgave af Oasis’ Don’t Look Back In Anger dedikeret til The Libertines-bassisten, John Hassall, der bor i Aarhus med sin hustru.

Endelig rundede Babyshambles-klassikeren, Fuck Forever, aftenen af med en enorm energi, der gjorde det fremmødte folk tilpas eksalteret. Det er endnu denne stærkt energiske udgave af Pete Doherty, der klæder ham bedst. Her synes han at føle sig bedst hjemme, og det er i høj grad her, han hiver stikket hjem.

Det overordnede indtryk af koncerten var rodet, men Pete Doherty vinder meget på sin charme og ukuelige energi. Han startede enormt vaklende – også i ordets bogstavelige forstand – men han fandt mere og mere fodfæstet, som koncerten skred frem. Han vandt aldrig kontrollen, men han leverede alligevel en levende liveoptræden, der gjorde indtryk. Det var en koncert med befriende fravær af falsk forventningsindfrielse, der bare tjener at please publikum. Pete Doherty gør ikke noget for nogens skyld. Han er endnu en libertiner, der gør, som han lyster.