Foto: Pressefoto

Anmeldelse: Vredens knytnæve direkte i dit fjæs

M.M.

Læserne

lørdag d. 24. marts 2018 kl. 12:26 af: M.M.

Der var tæsk i luften over Aarhus torsdag aften. Ikke fysiske, men verbale tæsk. De 4 komikere Michael Schøt, Martin Nørgaard, Torben Chris og Morten Wichmann var nemlig draget til Aarhus for at få det aarhusianske folk til at grine samtidig med at de uddelte verbale tæsk til det danske samfund i et show, der bliver beskrevet som “Et frontalangreb på det danske samfund”. Et frontalangreb lidt over 450 forventningsfulde aarhusianere nu sad klar til at modtage i Musikhusets røde stole i Rytmisk Sal.

Igennem det lidt over to timer lange show kom vi vidt omkring, hvad angår emner. Når man skal lave et frontalangreb på det danske samfund kan man ikke undgå, at snakke om politik, og de danske politikere. Ledere af diktatoriske lande, som Nord Korea, må kigge imponeret på de danske politikeres evner til at få sig selv ud af møgsituationer uden anden straf end en næse, selvom de er på grænsen til, at bryde menneskerettigheder og gentange gange lyver for folketinget. Suk.

Udover nogle småting, som at ældre mennesker burde gøre samfundet en tjeneste og dø (se showet for at få det til at give mening), så var det altoverskyggende emne i første halvdel af showet politik. Alle de fire komikere havde en masse at sige om den nuværende situation i det danske politiske landskab. Michael Schøt gjorde det dog klart, at han havde svært ved at skrive jokes om politik efterhånden, fordi politikkerne kommer med mere vanvittige ting end han kan tænke sig frem til.

Hvis man ikke følger så meget med i dansk politik var, der en risiko for at man hurtigt kunne blive “hægtet” af i første del af showet. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg i pausen overhørte et par snakke om, at selvom den ene ikke var så meget inde i politik, så synes hun alligevel det var sjovt, i hvert fald overordnet set. Så selvom man ikke nødvendigvis forstår alle referencer i showet kan man alligevel godt finde det sjovt. Det viser også, at denne flok komikere, der formår at tilpasse deres jokes til et forholdsvis bredt publikum.

I anden halvdel af showet var det fuldstændig lige meget, hvor meget du følger med i dansk poltik. Den halvdel handlede nemlig om alt andet end politik. Blandt andet fyldte Kongehuset en del. Netop det faktum at denne del handlede om så meget andet end politik gjorde, at det føltes som om at hele salen var med. Ikke at publikum ikke var med i først del, for det var de også, men det virkede generelt til, at der var mere kraft på grinene i anden del af showet. Hvilket nok også er naturligt nok, i og med at der var folk til stede, der ikke vidste så meget om politik.

Inden showet gik i gang troede jeg hver komiker fik en halv time på scenen. Sådan blev det dog ikke, og gudskelov for det. De fire komikere skiftes flere gange under showet til, at stå og fortælle lidt humoristiske lækkerbiskner, eller at sparke til en skammel. En skammel, hvis eneste funktion i showet netop var at blive sparket til.

Den her form, hvor alle komikerne er oppe flere gange i korte perioder fungerede virkelig, virkelig godt. Man kunne frygte, at energien og tempoet vil falde når man skiftede til en ny komiker, og at det derfor ikke ville føles så flydende. Sådan blev det dog ikke. Langt det meste af tiden fungerede de her skift godt, og skabte en fantastisk energi i showet, hvor folk nærmest grinede uafbrudt.

Der var god stemning og høj energi igennem hele showet, hvilket er ret imponerende. Til et almindeligt one-man show vil, der altid være perioder der ikke er vildt sjove, og hvor energien falder lidt ud af showet. Det skete ikke til dette show, og netop fordi komikerne hele tiden afløste hinanden på kryds og tværs oplevede man ikke de her perioder, der ikke er vildt sjove.

Det virkede virkelig til at være et “best of” show, med alt det bedste materiale de har skrevet omkring de emner de snakkede om. Der var jokes at høj kvalitet hele vejen igennem, som publikum tog godt i mod. Helt generelt var det et fantastisk publikum, der hele vejen gennem showet var med til at give en fantastisk stemning i den varme Rytmiske Sal.

Tendensen i stand-up nu om dage er ikke blot gode jokes, der får folk til at grine. Nu skal der også gerne være noget seriøst og/eller rørende til at give showet en anden dybde, hvilket jeg også har skrevet om i tidligere anmeldelser. Mange gange fungere det også rigtig godt, men hold kæft hvor var det altså dejligt at opleve et “helt almindeligt” stand-up show, hvor fokusset hele vejen var at få folk til at grine over velskrevne jokes.

Jeg elskede alt ved dette show, og det er klart det bedste stand-up-show jeg har set i år. Derfor giver vi for første gang, i vores relativt korte levetid, seks stjerner til et show af danske komikere.

 

Skriv et svar