Foto: Pressefoto

Anmeldelse: Vulfpeck indtog Vega med vanlig festlig funkfacon

D.L.

Læserne

tirsdag d. 2. oktober 2018 kl. 05:45 af: D.L.

En koncentreret kerne af det københavnske arbejdsmarked blev onsdag morgen ramt af en række sygemeldinger, da Vega-koncertgængere i bedste Chris og Chokoladefabrikken-stil måtte ringe chefen op og melde sig syge med smerter i nakkeregionen efter en ukontrollerbar koncertoplevelse tirsdag aften.

Når bassist Joe Dart blændede op for sine betagende basgange, gik en bølge gennem publikum på balkonpladserne, der måtte få afløb for deres begejstring på den mest pladsbesparende facon muligt.

Folk stod stimlet sammen som sild i en tønde, da det amerikanske selvsikkert charmerede sig ind på det udsolgte Vega. Den medrivende musikalske oplevelse manifesterede sig for menneskemængden i en rytmisk rocken med hovedet, mens Vulfpecks funkfest udformede sig.

Jack Stratton er bandets master of ceremonies. Han er performer ind til benet og farer rundt på scenen, mens han styres af sine finurlige, pludselige påfund. Han misser sjældent chancen for at stjæle rampelyset med en skæv metakommentar til musikalsk arrangement og sangstruktur.

Bandets stærkest lysende stjerne er Theo Katzman, der med sin fejlfrie falset stråler af charme og overskud.

Hvis der var noget, der momentvis lagde en dæmper på festlighederne, var det, når hovedparten af bandlemmerne forlod scenen for et par minutter for at overlade scenen til en enkelt mand, der skulle holde skruen i vandet under det korte intermezzo. Disse pauser var unødvendigt afbrydende i Vulfpecks løsslupne og legesyge optræden.

Det amerikanske band inddrog dansk islæt på scenen, da Coco O. til publikums begejstring blev bragt frem foran det fremmødte folk. Quadron-sangerinden blev hivet frem for at tage del i nummeret Business Casual, inden hun igen trak sig tilbage bag bagtæppet.

Aftenens største bifald gik dog til annonceringen af Antwaun Stanleys ankomst til scenen. Den amerikanske sanger, der er en af Vulfpecks mest hyppige samarbejdspartnere, var et utroligt populært indslag, og hans medvirken på hits som Wait for the Moment og 1612 var betydelige højdepunkter i en herligt uhøjtidelig koncert.

Efter en time og ti minutter gik bandet af, men publikum havde ikke fået nok. Balkonrækkerne bankede taktfast, og gulvet gav efter for det stædige publikums trampen i træpladerne.

Heldigvis blev det vilde publikums viljefasthed belønnet, da Vulfpeck vendte tilbage til tyve minutters ekstranumre, der inkluderede The Jackson 5’s I Want You Back, Frankie Valli & The Four Seasons December, 1963 (Oh What A Night!) og Earth, Wind & Fires September.

Et stimuleret publikum kvitterede med hænderne højt hævet over hovedet i hengivenhed, og ekstranumrene markerede en hyggelig – om end lettere uoriginal – hyldest til bandets inspirationskilder. Det festlige potpourri afrundede fint en fornem funkforestilling for et tilfredsstillet folk, der fik lige den fornemme humørindsprøjtning, de var kommet efter.

Skriv et svar