Bastille klar med ny koncert i Danmark

Bastille er en hyppig gæst i Danmark, og i 2019 vender det britiske band tilbage. Det sker med en koncert søndag den 17. februar i Tap1 i København.

Den engelske kvartet har tidligere udtryk at de “elsker at være i Danmark”, og det stemmer meget godt med at de har spillet både på NorthSide, Roskilde Festival, Smukfest og Tinderbox, samt givet koncert i blandt andet Falconer Salen.

Til koncerten i Tap1 vil de danske fans opleve de velkendte hits samt muligvis spritnyt materiale fra deres kommende album, som bliver bandets tredje af slagsen.

Forsnger Dan Smith udtalte i sidste måned i et interview med mediet NME, at albummet får titlen ‘Doom Days’, og at det formentlig kommer på gaden i begyndelsen af 2019.

Bandet beskriver selv det kommende album som et “apokalyptisk festalbum”.

Bastille blev dannet i 2010, og fik deres store gennembrud med singlen ‘Poempeii’, der gik nummer 2 i England og nummer 5 i USA, og i 2014 var sangen den mest streamede sang i England nogensinde.

Billetsalget starter fredag den 5. oktober kl. 10.