Comedy Aid anmeldelse: Komik i høj klasse

Traditionen tro byder tiden mellem jul og nytår på en omgang Comedy Aid. I år er det 25. gang det bliver afholdt, og i første omgang blev det fejret i en propfyldt Store Sal i Musikhuset Aarhus, hvor vi skulle opleve 16 komikere på scenen, og en enkelt via. videoindslag.

Værterne der denne eftermiddag skulle guide også igennem det knap 2 timer lange show er Jesper Juhl og Carsten Bang, som man i øjeblikket kan opleve i succes programmet 5. Halveg på Kanal 5.

Værtstjansen klarede de to komikere strålende. De har et godt sammenspil og en naturlighed på scenen, som gjorde at det ikke blev akavet. Når der er to værter på en scene, der læser forberedt spas med hinanden op kan det hurtigt komme til at lyde mekanisk og ikke særlig personligt. Det er dog tydeligt at mærke at Jesper Juhl og Carsten Bang efterhånden kender hinanden godt. De leverede nemlig deres materiale på en dejlig naturlig måde, så det næsten ikke virkede indøvet på forhånd.

Comedy Aid er et populært show der hvert år tiltrækker folk i alle aldre. Denne eftermiddag virkede det til at mange havde brugt showet, som en form for familieudflugt. Der var både helt små børn, teenagere, forældre og bedsteforældre til stede.

At Comedy Aid er et populært show kan også ses på billetsalget. Da jeg tjekkede, hvor mange ledige billetter der var tilbage til showet kl. 15 i formiddags kunne jeg konstatere at der kun var et enkelt ledigt sæde, mens showet kl. 20 var udsolgt.

Komikerne virkede meget oplagte og de havde næsten alle sammen forberedt et godt og gennemtænkt materiale. Nogle komikere havde dog bedre forberedt og gennemtænkt materiale end andre. Her tænker jeg specielt på Christian Fuhlendorff, som var erstatning for Lasse Rimmer, der var syg. Fuhlendorff sagde fra scenen at han ikke havde forberedt noget, og det virkede faktisk rigtigt.

Han sagde nemlig ikke særlig meget på scenen, udover en lille finurlig historie om sin kæreste. De fleste komikere vil ikke kunne gennemføre 6 minutter med minimal snak og maksimum stilhed, men på en eller anden måde fik Fuhlendorff det alligevel til at blive underholdende.

Generelt højt niveau

Den danske stand-up scene har generelt et højt niveau, og det kunne også ses denne tirsdag eftermiddag. Blandt andet var der flere af de nye talenter der imponerede med et velskrevet materiale og en god levering som blev modtaget godt af publikum.

Jeg vil især fremhæve årets Talentprisvinder fra Zulu Comedy Galla Jacob Taarnhøj, Jonas Mogensen og Comedy Fight Club vinderen Mikkel Klint Thorius. De beviste hver især at fremtiden for dansk stand-up ser lys ud. De har hver deres stil, som er meget forskellig, men hvor de er fælles om at have gennemarbejdet materiale og jokes, som bliver leveret med en overbevisende levering, samt god og smittende energi, der er skøn at se på.

Værd at nævne er også Mikkel Rask og Anders Grau. Det er ikke mange år siden at Mikkel Rask og Anders Grau var de nye talenter, og til dette års Comedy Aid viste de hvorfor man troede på dem, som fremtiden for nogle år siden. De leverer knivskarp komik, der var hylende morsomt, på hver deres måde.

De mere erfarne komikere, som Simon Talbot og Ruben Søltoft havde et godt tag i publikum, og det er tydeligt at mærke at de er meget populære komikere. Denne eftermiddag viste de også prøver på hvorfor de er blevet så populære som de er. Specielt Simon Talbot leverede komik i høj klasse, som også, helt fortjent, høstede nogle af aftenens største bifald og klapsalver.

Helt generelt var niveauet til Comedy Aid igen i år rigtig højt, og alle komikerne gør showet ære ved at levere godt, kreativt, originalt og ikke mindst sjovt materiale, der fik rørt lattermusklerne på de mere end 1600 publikummer.

Ingen deciderede lavpunkter

Deciderede lavpunkter var der ikke nogle af, og de eneste man sådan rigtig kan snakke om ikke høstede lige så mange grin og klapsalver, som de fleste komikere var Christian Fuhlendorff og Dan Andersen.

Fuhlendorff var mest fordi han ikke havde haft tid til at forberede sig ordentligt, så selvom han fik gjort sine 6 minutter underholdende var det langt fra på niveau med de andre komikere.

Med Dan Andersen var det mere fordi hans optræden var lidt for ensformig. Han havde guitar og loop pedal med, og da han samtidig indtrådte scenen med en god omgang arrogance og gloser som “Håber i kunne lide opvarmningen” og “Velkommen til MIT show” var der ellers forventning om en underholdende affære fra hans side.

Rigtig sjovt blev det dog aldrig da hans optræden endte, som en tom omgang guitarspil, hvor han sang “Dan Andersens guitarshow” over nogle forskellige sange. Det blev for ensformigt at se på, og det blev aldrig rigtig sjovt, hvilket også afspejlede sig i publikums reaktion, som var lidt lunken. Det er ærgerligt fordi Dan Andersen har flere gange bevist hvor sjov han kan være.

Overordnet set var det dog en eftermiddag med højt niveau og god stemning, hvor der blev samlet masser af penge ind til Red Barnet. Et show, der stadig efter 25 år, holder højt niveau og viser at vi har mange dygtige komikere i det danske land.

Comedy Aid kan opleves den 29. december i Royal Arena kl. 15 og 20 og i London den 8. januar. Hvis man ikke når at se det live kan det også ses på TV2 Zulu og TV2 Play den 1. januar 2018.

Click to rate this post!
[Total: 0 Average: 0]