Foto: Mike Madsen

Dansk festival med nyt tiltag: Du styrer strømmen

søndag d. 1. april 2018 kl. 10:33 af: M.M.

I et nyt eksperimenterende tiltag vil den yderst populære Samsø Festival nu lade festivalens gæster producere strømmen til en ny grøn scene.

At det netop er på Samsø at man lancere en grøn scene virker egentlig helt naturligt. Siden 1997 har Samsø været Danmarks grønneste ø, og er i dag mere end 120% selvforsynende med vedvarende energi, hvilket har sikret dem international anerkendelse. 

Blandt andet i 2009 da Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi vandt Miljøets Nobelpris – Göteborgprisen. En pris han modtog for sit arbejde med at gøre Samsø til Danmarks Vedvarende Energi Ø. Kofi Annan og Al Gore har også vundet denne pris.

Scenen vil fungere på den måde, at man foran scenen placere 60 motionscykler, der vil blive tilkoblet en generator, der kan kan oplade et batteri, som kan tilsluttes scenens strømforsyning.

For at sikre at der altid er strøm tilkoblet til scenen har festivalen i samarbejde med Samsø Kommune aftalt at strømmen til scenen skal komme fra kommunens havvindmøller, således at scenens strøm er 100% produceret af vedvarende energi selv hvis festivalens gæster ikke træder så meget i pedalerne.

Aftalen med Samsø Kommune betyder, at der altid vil være koblet en begrænset mængde strøm til scenen, så man altid kan høre dem, der står på scenen. Når folk benytter motionscyklerne vil lyden blive højere og lysshowet vildere.

Om baggrund for ideen siger talsmand for Samsø Festival, Thomas Jakobsen:

– Vi har i mange år haft en ide om at vi gerne vil lave et koncept, hvor man kan forbruge kalorier samtidig med at man bidrager til at mindske strømforbruget. Ideen kom faktisk allerede i starten af 2017, hvor vi blev gjort opmærksom på at juletræet på Rådhuspladsen i København under klimatopmødet i Danmark blev holdt tændt af energien ved flere motionscykler.

Thomas Jakobsen fortæller videre, at det er fællesskabet på øen der har gjort den nye scene mulig:

– For at få projektet til at lykkedes har vi samarbejdet med Samsø Energiakademi omkring det praktisk i, hvordan vi kunne få motionscyklerne til at levere strømmen til scenen. Det er en stærk fælles indsats fra vores samarbejdspartnere, der nu gør at vi kan præsentere denne unikke mulighed på årets festival.

De optrædende på scenen bliver i høj grad mindre danske band, men festivalen har haft held til at lokke nogle af de større navne på festivalen til at give et par numre på den nye grønne scene. Således vil man både kunne opleve Mads Langer, Hugo Helmig, Poul Krebs og Carl Emil Petersen på scenen.

– Vi er meget taknemmelige for at disse ekstremt dygtige artister vil være med til at skabe opmærksomhed omkring vores nye tiltag på årets festival. Vores håb er at deres tilstedeværelse på scenen vil tiltrække ekstra publikummer til scenen, så vi dermed kan skabe ekstra meget energi, siger Thomas Jakobsen.

Der vil ikke blive offentliggjort et program for den nye scene, så hvis du skal fange nogle af de populære kunstnere skal du holde et ekstra vågent øje med scenen. Her den 1. april er det stadig muligt at købe billet til festivalen.

Bemærk: Dette var en årets aprilsnar anno 2018.

Skriv et svar