Dansk storfilm tiltrækker Game of Thrones-stjerne

Den tyske Game of Thrones-stjerne Tom Wlaschiha er blevet verdensberømt for sin rolle som “The Faceless Man, Jaqen H’ghar” i den meget succesfulde tv-serie Game of Thrones. Tom har medvirket siden sæson 2.

Det er nu lykkedes for Fridthjof Film at tiltrække ham til den nye danske storfilm ‘I krig og kærlighed’, hvor han skal spille den tyske officer Gerhard. Filmen bliver den første danske spillefilm nogensinde fra perioden under 1. verdenskrig.

I storfilmen, som er skrevet af instruktør Kasper Torsting, spiller han blandt andre sammen med stortalentet Sebastian Jessen, Rosalinde Mynster, Thure Lindhardt, Natalie Maduenõ og Ulrich Thomsen.

Tom Wlaschiha spiller den tredje af filmens bærende roller som den lokale tyske officer Gerhard. Tom blev internationalt kendt, da han i 2012 fik rollen som den mystiske snigmorder Jaqen H’ghar i Game of Thrones. Han har derudover haft en bærende rolle i krimiserien Crossing Lines og har medvirket i spillefilm som Resistance og den Oscar-nominerede Mr. Turner.

Filmens handling tager udgangspunkt i da Esben fingerer sin egen død, er det for at flygte fra krigen og blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter 3 år. Men alt er ændret i hans fravær…

Den charmerende tyske officer Gerhard har overtaget rollen som familiefar og bejler kraftigt til Kirstines hjerte. I skjul på sit eget loft bliver Esben vidne til dette mareridt og må sætte alt ind for sin overlevelse, kærligheden og at redde familien.

Filmen bliver produceret af Fridthjof Film, og det er selskabets største projekt til dato. Filmens største støtter er Det Danske Filminstitut (Markedsordningen), Danmarks Radio samt Fabrikant Mads Clausens Fond der har bidraget med et større millionbeløb.

Premieredatoen for filmen er sat til 15. november 2018.