Foto: Screenshot

Melvin Kakooza vinder DM i stand-up 2017

mandag d. 4. september 2017 kl. 13:20 af: M.M.

I går aftes blev der for 14. gang afholdt DM i stand-up. I år blev det afholdt foran 900 mennesker i Glassalen i Tivoli. Konkurrencen bliver afholdt ca. hver andet år, og i år er 90 komikere blev sorteret ned til de 7 der deltog i finalen.

De 7 finalister var: Nastasha Brock, Jonas Brøndum, Jacob Taarnhøj, Per Sodemann, Anders Nielsen, Melvin Kakooza og Jakob Thrane.

Proceduren i finalen er at et dommerpanel, i år bestående af Thomas Hartmann, Karen Sophie Lerhard (FBI) og Adam & Noah, giver deres stemmer samtidig med at publikum i salen også stemmer på deres favorit komiker. I år blev finalen dog sendt live på TV2 Zulu, og derfor havde tv seerene for første gang også mulighed for at stemme på deres favorit.

Efter en hæsblæsende finale hvor alle komikere leverede stand-up på et højt niveau endte 3. pladsen med at gå til Jonas Brøndum, 2 pladsen til Jacob Taarnhøj og 1. pladsen gik så til Melvin Kakooza.

Melvin er oprindeligt fra Uganda, men kom til Danmark, nærmere bestemt Fredericia, i 1992. Han startede med at lave stand-up for blot 11 måneder siden.

“Det er så sygt. Jeg har kun været i gang i 11 måneder. Jeg havde debut den 4. oktober, efter at en af mine kammerater sagde, at jeg skulle give det et “skud”. Jeg har aldrig rigtig turdet, men stillede op til Open Mic i Aarhus. Det gik så godt, at jeg blev ved og ved. Jeg havde ingen forventinger til DM.Flere af de andre har været i gang i mange år. Jeg var den med mindst erfaring, så det er sindssygt og surrealistisk”, fortæller Melvin til fredericiaavisen.dk 

Med sejren vinder Melvin en kontrakt med FBI, og skal derfor højst sandsynligt på tour med “Comedy Zoo on Tour karavanen på et tidspunkt. Ligesom man nok også kommer til at se ham på Comedy Zoo i København og Aarhus, samt måske til Comedy Aid.

På spørgsmålet fra fredericiaavisen.dk om hvordan det er at komme i liga med de store komikere, fortæller han: “Det er så vildt, nu er jeg kollega med Dybvad, Øgendahl, Gintberg og mange andre dygtige. Jeg er den første afrikanske professionelle komiker i Danmark, fra lille Fredericia. Jeg har ikke rigtig forstået det endnu. Jeg stod op i morges, telefonen ringede. Alle sagde tillykke. Jeg tænkte, at jeg eg har da ikke fødselsdag, men så gik det op for mig, at jeg har vundet DM i Stand Up.”

 

Skriv et svar