Ny dansk musikfilmfestival ser dagens lys

I 2018 ser en ny dansk musikfilmfestival dagens lys. Det gør den i forbindelse med at aarhusianske Atlas og Voxhall har valgt at starte en musikfilmfestival der udspiller sig i Øst For Paradis biografen.

Festivalen vil udspille sig over fem dage, fra den 15. januar til og med den 19. januar, hvor der hver dag vil være en ny stærk musikfilm-oplevelse.

I en pressemeddelse bliver der skrevet: “Det har længe været et ønske for Atlas & VoxHall at lave en musikfilmfestival og på den måde føje endnu en dimension til dét musikalske univers, vi i forvejen arbejder med. Vi har tidligere flirtet med formatet, og formen er ikke ulig koncerter, hvor man samles om fælles kultur-oplevelser. Og så elsker vi bare musikfilm,” siger Mikael Juul Larsen, marketing manager i Fonden VoxHall.

Mikael forklare også om baggrunden for at de har valgt Øst For Paradis: “Valget er faldet på Øst For Paradis, fordi det bare er en fantastisk biograf. Rammerne er unikke, og programmæssigt afsøger biografen i det daglige nye områder på samme måde, som vi gør med vores koncertprogram,” lyder det fra Mikael Juul Larsen.

I forbindelse med dagens offentliggørelse er de to første film til programmet også blevet præsenteret. Det drejer sig om dokumentarfilmen “One More Time With Feeling” fra 2016 der handler om tilblivelsen af Nick Cave And The Bad Seeds’ 16. album, og kultfilmen “Wild Style” fra 1986 der anses for at være den første hip-hop film.

Om programmets sammensætning udtaler Mikael Juul Larsen: “Til denne første festival har vi valgt filmene ud fra Atlas & VoxHalls eksisterende genre-univers. Altså præsenteres en række film, der genremæssigt ligger i fin forlængelse af mange af de navne, vi i det daglige arbejder med på de to spillesteder. Og der er tale om film, som ikke bare er gode, men som også giver både historisk og musikalsk indsigt i forskellige tider og tendenser.”