Scarlet Pleasure skruede helt op for varmen

Lørdag aften leverede Scarlet Pleasure en fremragende koncert og startede festen i Scandinavian Congress Center Aarhus.

Før det forventningsfulde publikum kunne se deres stjerner spille, varmede Aarhusianske Soleima publikum op. Efter tredive minutter med massere energi og god musik fra Soleima, var publikum klar til at høre, hvad de kom for.

Der var ingen, der var i tvivl om, da aftenens stjerner gik på. Forsangeren Emil Goll åbnede ballet med sangen Reflection, imens pigeskrig kunne høres overalt. Spotlightet lyste tungt ned på Emil Goll, mens hans overbevisende vokal fyldte rummet. Publikum blev kun mere begejstret, da Joachim Dencker og Alexander Malone også trådte ind på scenen.

Allerede på andet nummer havde Scarlet Pleasure formået at starte festen. De spillede et af deres nyeste radiohits Good Together fra EP’en Lagune, som publikum var glade for at høre. De trofaste fans var ikke bange for at skråle med i omkvædet og danse sig igennem hele sangen.

Scarlet Pleasure leverede fra start til slut en mere end acceptabel præstation. Under hele koncerten var der god energi fra banden og man kunne se, hvordan de elskede at spille for det Aarhusianske publikum. Især under sangene Windy, Deja Vu og Heat var stemningen i salen helt i top. De mange teenagere var i ekstase over disse sange, og det førte til både fællessang og dans, som smittede af på resten af publikum, der løsnede mere op og gav sig hen til festen. Scarlet Pleasure kunne også mærke den positive feedback fra publikummet, og det var Emil Goll ikke bange for at påtale. Bandet var glade for at være tilbage og spille musik i Aarhus, hvor de godt fire år tidligere blot spillede for 150 mennesker.  

Udover de mange radiohits, som selvfølgelig faldt i god jord hos publikum, diskede Scarlet Pleasure også op med to nye sange. De var meget i stil med, hvad vi tidligere har hørt fra Scarlet Pleasure, og man kunne godt savne, at de eksperimenterede lidt mere med deres kendte lyd. Når det er sagt, tog publikum godt imod sangene, og de blev også eksekveret på fineste vis. Derudover kom Scarlet Pleasure også med en lille overraskelse blandt aftenens sætliste. De spillede et cover af Stings hit English man in New York. Man kunne se, at de unge teenagere ikke havde forventet dette nummer, men til gengæld kunne forældrene genleve deres ungdom. Lige meget om sangen var til teenagerne eller deres forældre, var nummeret en god afveksling fra deres eget musik, og måske også en hyldest til deres forbillede.

Scarlet pleasure blev råbt ind til et ekstra nummer, som selvfølgelig var deres sidste store hit de manglede at spille, nemlig Limbo. Efter Limbo var der stor applaus, og Scarlet Pleasure bukkede og takkede af for denne gang.

Alt i alt en rigtig god koncert med Scarlet Pleasure, der var brandvarme og spillede op til deres bedste. Publikum kom, så og sejrede denne lørdag aften sammen med Scarlet Pleasure.

Billeder

Her kan du se billeder fra lørdagens koncert i Scandinavian Congress Center. Foto: Mike Madsen.

IMG_0215IMG_0234IMG_0360IMG_0373IMG_0390IMG_0397IMG_0424IMG_0461_1IMG_0481IMG_0505IMG_0528IMG_0573IMG_0587IMG_0639IMG_0707