The Royal Danish Orchestra X Dessner på Haven: Virtuositet i vinden

På Havens største scene sidder godt og vel et halvt hundrede mennesker klædt i sort fra top til tå. I dagens anledning har et fåtal iklædt sig solbriller, så synet ikke forstyrres af solens lunende stråler. Noget atypisk, men det her er heller ikke nogen klassisk festivalkoncert, fordi musikerne på scenen netop forbindes med klassisk musik.

Haven Festival havde måske slået et større brød op, end man kunne bage, da Det Kongelige Kapel fredag eftermiddag indtog festivalens største scene. Det Kongelige Kapel akkompagnerede de vindblæste vejrforhold væk fra vante omgivelser, og det var en på alle måder dramatisk koncert.

Musikerne kæmpede konstant for komme vinden i forkøbet. De voldsomme vindkast gjorde, at musikerne måtte sørge for at holde styr på nodehæfterne, der var i konstant fare for at flyve fra de dygtige folk på scenen. Man kunne bestemt godt have ønsket sig bedre arbejdsforhold for de bravt kæmpende fagfolk.

Når det er sagt, så lagde de dramatiske rammer også noget til oplevelsen. Det rasende vejrs store kræfter klædte musikkens bjergtagende storladenhed og skønhed. Det Kongelige Kapels indtagen af festivalscenen var et ambitiøst projekt, der kæmpede en indædt kamp for at triumfere.

Og om end koncerten blotlagde en virtuositet i sin vildeste form, så var det også en tålmodighedens kunst for de fremmødte. Det Kongelige Kapels enorme kunstfærdighed smeltede sammen i en symfonisk storladenhed, men den kollektive beruselse udeblev. Det var en stærkt indadvendt oplevelse, der ofte er svært foreneligt med en festivalkoncert.

Det Kongelige Kapels koncert på Havens største scene var et mindeværdigt projekt, der dog føltes en smule uforløst. Det var stort og smukt, men også en anelse stift til festivalformatet.